Sportglass.Mk4.com

Status
Ej öppen för fler svar.
Gå till senaste
Ludde

Ludde

#85 - TokStrokeRacing
Gick med
6 Mar 2003
Ort
Göteborg, Tosslanda
Hoj
Honda CRF450 SM o MX
Hej, Hej alla!!! :hej
Ny tråd igen?? Ojojoj...
E lite sådär halvtrött å nere idag... Blir nog att lägga sig tidigt!! :hej

HA DE GÔTT
 
matsa

matsa

Sporadisk
Gick med
2 Oct 2003
Ort
Malmö
Hoj
Tyvärr inte...
The_FacultyGirl skrev:
tyvärr är datorn mitt första hem känns det som...
så hoppas att det e alla andras andra :)
Klicka för att visa mer...

Jo, själv spenderar jag runt 15 timmar per dag framför en skärm så jag känner igen det där... :3freak
 

trille

Ny medlem
Gick med
25 Sep 2003
Ort
Mitt i sverige
Hoj
R1 + 2x GRC
I en stor, urgammel skov gik der en kvinde og et lille barn.
De fulgte en smal sti, der snoede sig gennem et morads af små, mellemstore og kæmpestore graner. En smule sollys trængte ned til dem og barnet betragtede nysgerrigt myrernes forunderlige tuer og alt det andet spændende; grønlige grene med gule nåle, en fed bille i en blank rustning og to søde, sorte snegle uden hus.
Kvinden så op mod den smule himmel der kunne ses for kæmpegranerne. Luften var blevet så fugtig, syntes hun og ganske rigtigt; tunge grå -sorte skyer søgte sammen og ville snart vælte vand ned over hende og barnet. Den lille så også opad, men hans blik standsede ved noget, der rørte sig i det ene træ. Fascineret stirrede han; det var sådan brunt eller rødt over det hele. Med spidse ører og en tyk, tyk hale. Og det havde noget i sine små hænder. Nej, det var ikke hænder. Det hed poter. Dyr havde poter. Havde Niku sagt. Helt stille var det. Barnet var også stille. Dyr og barn så på hinanden og så spiste dyret noget, det havde fundet. Med sine små poter holdt det på maden og med sin lille mund, som ikke var til at se, gnaskede det løs.
Det susede i luften over dem. Flaksende vinge-slag røbede rovfuglen.
"Uh," udbrød barnet og dyret smed sin mad fra sig.
Væk var dyret, men maden lå på jorden. Barnet så, at det var en kogle og samlede den op. Den skulle mor se.
Hun var gået væk. Troede han, men lige som tårerne skulle til at trille, så han hendes musegrå kåberyg; mange, mange træer væk.
"Mor - moar," råbte han, men hun hørte det ikke. Han løb af sted og faldt, men skyndte sig at komme op. Og han græd slet ikke. Mor var stoppet. Mor ventede på ham og han lo, da han viste hende sit fantastiske fund:
"Mor Mor," lo han, "dyret har spist af koglen, den har."

"Mm," summede hun bare og hørte slet ikke efter. Hun tog hans hånd i sin, men ikke på en god måde. Hun klemte om den og var sur, "hold nu op med alle de svinkeærinder."
Han anede ikke hvad "svedskeærmer" var, men nu var det ikke længere sjovt, at gå tur i skoven.
"Jeg vil hjem," sagde han, men så fik hun sure øjne og en arrig mund, der sagde:
"Vi skal jo ud til bedste."
Det havde han glemt. Mon hun var sød?
Lidt efter faldt de første dråber. Barnet gik tappert i regnen. En tid. Så begyndte han at græde og hun løftede ham op, tog ham under sin slidte kåbe og begyndte at nynne monotont.

De tunge dråber plaskede mod stråtaget på en bjælkehytte, gennemvædede mosset og fik de forvildede husløg til at ranke sig. Indenfor, i varmen fra det åbne ildsted, sad gamle Julie og glædede sig over at hytten var tæt. Nu hvor skodderne var haspet forsvarligt for glughullerne, kunne ikke en eneste dråbe trænge ind.
Foran hende, på bordet, lå en almanak, hvor der med smukt krøllede bogstaver stod prentet: "DEN TYDANSKE ALMANAK".
Bogstaverne flød ud og Julie gned sig i øjnene med en gigtkroget finger. Hun så ikke så godt længere, men hun kunne trods alt se. Et dybt suk steg op fra hendes indre, mens hun så hen mod alkoven. Sammenkrøllet som en kattekilling lå en lille, sorthåret pige og sov. Det var Julies barnebarn og hun var blind... Her i hytten, stalden og haven kunne pigen sagtens finde rundt og var en glad lille vildkat. Men hvad, når hun gik bort? Måtte hun blot leve til pigen var 16 år gammel, men til den tid ville hun være over 80 og det var en forskrækkelig høj alder; med sine næsten 73 år, var hun jo allerede en olding. Hun rystede på hovedet af sig selv: hvad kunne det nytte at sidde her og bekymre sig?
Så stivnede hun og lyttede. Bankede det virkelig på døren? Det gjorde det, men hvem kom dog så sent og i sådan et vejr?
Udenfor stod kvinden fra skoven, med sit nu sovende barn i armene. Gulvet blev vådt, da hun trådte over tærsklen. Hun så bleg og træt ud. Det våde hår klæbede til ansigtet.
"Mor!" sagde hun bare. Barnet satte hun ned på gulvet. Det var ikke vågnet helt op og det klamrede sig til hendes dryppende kåbe.

I et par besynderlige, ultrakorte øjeblikke troede kvinden, at moderen havde glemt hende. Så forundret stirrede den gamle. Så slog hun hænderne sammen og udbrød:
"Rosita! Ja men, lille Sita, det er ellers længe siden og så sent du dog kommer. Du er vel ikke gået hele vejen?"
"Det er jo ikke til at finde her ud," beklagede Sita sig, "og så faldt Freddy i søvn, så jeg måtte bære ham."
Ved lyden af sit navn blev barnet lidt mere vågent og sagde:
"Dyret spiste af koglen."
Det kommenterede Sita ikke. Hun nærmest rev kåbefligen ud af hans hånd og sank sammen henne på bænken. Ind over almanakken brast hun i en hysterisk hulken. Julie strøg hende over håret med to fingre og med den anden hånd fik hun lempet almanakken i sikkerhed.
Freddy forstod ikke, hvorfor mor ikke ville høre på ham, men bare sad og vrælede. Var det fordi den der "bedste" var farlig? Eller hvad? Han var træt og nu blev han bange, så han smed sig ned på gulvet og hylede højt.
Besøget var ikke bare en overraskelse; det var totalt uventet og både glædeligt og skræmmende: glædeligt fordi hun endelig, efter 4 år, så sin datter igen og skræmmende, fordi der var noget galt, men hvad? Gamle Julie løftede det udmattede, hysteriske barn op og mumlede nogle få ord til trøst, men de virkede ikke. Barnet slog løs på hende med sine små, buttede næver og skrålede, at han ville hjem.
"Nu holder du mund," skældte hun forfjamsket og angst for at tabe den hysteriske unge på gulvet, men idet hun sagde og på trods af sit truende tonefald, knugede hun barnet ind til sig. Han gjorde modstand lidt endnu, så blev skrigeriet til en træt klynken og han sov i hendes favn. Hun satte sig ned med ham, på bænken ved siden af sin hulkende datter. Han var våd. Kåben havde ikke beskyttet ham godt nok mod regnen og uldtrøjen, han selv havde på, heller ikke. Om lidt, når han sov rigtigt, måtte hun klæde ham af og svøbe et tæppe om ham.
"Sætter du vand over til te, søde Sita?" spurgte hun, for det var jo ikke til med den unge i favnen, "vi har ikke øl i huset, desværre."
"Danny vil ikke have ham mere," skreg Sita i stedet for at svare.
Julie tyssede på hende:
"Du vækker ungerne."
Ovre i alkoven var pigen vågnet og havde indtaget sin lytteposition; korslagte ben og armene strakt bagud med håndfladerne ned i madrassen.
"Raja, vi har fået gæster," fortalte Julie sit barnebarn; "din moster og din lille fætter. Hvis du ikke kan falde i søvn igen, laver du os måske en kop te?"
Raja hoppede ud af alkoven og pøsede vand i den trebenede gryde, der hang over ildstedet. Uden usikkerhed tog hun øsesleven og målte af til 3 kopper te. Medildrageren rodede hun op i gløderne og mens vandet kom i kog, fandt hun krukken med tørrede, finthakkede hybenblade.

"Må jeg få sukker i?" spurgte hun.. De ejede en krukke malet roesukker, som de kun tog af ved sjældne lejligheder, for det var så besværligt at lave. Sitas besøg var vel en begivenhed, der fortjente lidt sødt, så Julie svarede:
"Javist."
Med et strålende smil fandt Raja sukkerkrukken. Hun vidste nøjagtigt, hvordan de enkelte krukker var at føle på og kunne finde dem, selv om de ikke stod på deres sædvanlige plads.
Julie vendte igen sin opmærksomhed mod Sita, der tav efter sit hadefulde udbrud.
"Hvorfor dog ikke?" spurgte hun.
Sitas bed sig i underlæben. Så mødte hun moderens blik, med et næsten barnligt glimt af trods
"Han lovede, at tage sig af Freddy, som om han var hans søn," fortalte hun med tynd, træt stemme, "men nu har han selv en søn og så... så blev han pludselig så rasende."

Varm damp steg op fra krusene og Sita nippede til indholdet. Det lod til at smage hende og måske gav det hende lidt mod, for nu så hun på sin mor og sank en gang, før hun talte:
"Du ved godt at barnet er Johns, ikke? Sir John af Kløverborg?"
Tavsheden hang som en pludselig opstået, hastigt voksende tordensky over og omkring demJulie sad som ramt af et lyn; så talte rygterne sandt.! Vredesudbrud kappedes i hendes indre med en hysterisk latter og hun tog sig til hjertet. Sita brast i gråd. Hun rystede over hele kroppen og Julie ville gerne lægge en arm om hende, men var ikke vant til kærtegn over for sine børn. Desuden lå Sita som hun havde redt. Hvis hendes nye mand tog sig af horeungen, var det godt, men ingen kunne forlange, han skulle holde af ham. Ingen .Men gråden opblødte hendes vrede og hun mumlede:
'''Fuglene' synger jo..."
Den lille dreng var for resten våd og det var Sita jo også. Julie sagde:
"Jamen, barn dog. Tør nu dine øjne og dit tøj. Du kan hænge det henne ved ilden."
Mens Sita ordnede det med klæderne, bar Julie det sovende barn hen på alkoven og klædte ham af, hvorefter hun svøbte et varmt tæppe om den lille krop. Til Sita fandt hun sin egen slidte natsærk; så måtte hun selv sove i sit tøj.

Træt lod hun sig dumpe ned ved bordet, hvor Sita slubrede sit sidste te i sig og så på hende med tårestribet ansigt. Julie åbnede munden for at fortælle, at hun måtte tage hjem til sin Danny, der nok fandt ud at sætte skik på bastarden, men af en eller anden grund ville ordene ikke over hendes læber, så hun spurgte:
"Hvordan går I ellers og har det? Hvordan med Mary og Niku?"

Det var Sitas børn fra hendes første ægteskab og Julie tænkte tit på dem.
"De har det godt," svarede Sita uden overbevisning, "Mary tjener på kroen i Bakkeby. Niku er flink, men jeg bliver så træt. Danny og jeg har to små og den lille dier jo, men så vil Bubi også have. Hun er over et år og jeg ved slet ikke, hvordan jeg kunne blive med barn, så kort efter, når jeg ammede hende."
"Naturen kan være drillesyg," konstaterede Julie forsigtigt.
"Mor!" brast det så ud af Sita, "Danny tror jeg stadig elsker John og - det gør jeg!"
"Jeg troede, du var blevet klogere," snappede Julie vredt, "han lod dig stå med skammen, lader dig leve i armod, mens han selv har fine klæder, guld og hans kone har safirer og juveler. Han lader de arme fæstebønder piske for intet eller små forseelser. Fy for pokker, Sita!"

Skamfuld så Sita ned i bordpladen. Det var da altid noget, hun skammede sig, men alligevel! Og nu rettede hun sig op og så trodsig ud.
"Jeg elsker ham," hævdede hun træt og rystede over hele kroppen.. Det havde hun ikke troet om Sita. Man skulle holde sig fra de adelige. Og hun ville dog have troet, at datteren havde indset det nu og bitterligt fortrudt sin fejltagelse. Så skulle hun såmænd være blevet tilgivet. Men dette? Dette følelsesladede udbrud?
Julie kunne ikke sige mere til sin åbenbart håbløse datter, men så med lede hen mod det sovende barn. Uden tvivl var det Sitas plan, at efterlade ham her, hos hende, men nej, det kunne der ikke være tale om. Sådan en aristokratbastard med forfinede ansigtstræk, måtte hun værs'go finde et andet sted at anbringe. Hvorfor kom hun rendende her med sådan én og så midt om natten?

På bænken trak Sita et tæppe om sig, vendte ansigtet mod væggen og sov tilsyneladende.
Julie pustede lyset ud, før hun, dybt sukkende, krøb op til de sovende børn. Det var en god, bred alkove, så de kunne sagtens ligge der.
"I morgen giver jeg hende ren besked," tænkte Julie, inden hendes øjne gled i.

"Moar! Moar, hvor er du?"
"Din mor kommer nok lige lidt om lidt."
"Jeg kan ikke finde min mor."
"Hvad hedder du? Jeg hedder Raja. Bedste siger, at du er min fætter."
" Du er dum. Jeg vil ha' min mo'ar."
"Hvor gammel er du?"
"Jeg er bare tre år, ha ha"
"Nå, du er dygtig, når du ved det. Bedste siger, at jeg er 6 år. Det er en hel hånd og så tommeltotten."

Julie stønnede. Hun havde ondt i ryggen, men det var vist morgen. Hun hørte barnestemmerne og huskede nattens hændelser. Men hvad foregik der? Sita var da vel ikke...? Hun satte sig op og Raja bekræftede hendes bange anelser:
"Ved du hvad, Bedste? Hende min moster, hun er væk."
"Satans," bandede Julie højlydt.
Ungen hylede igen på sin mor, men nu kunne det være nok med det skaberi. Hun rakte over, løftede ham op og klaskede ham hårdt i numsen, mens hun brølede:
"Klap i, din modbydelige, lille aristokrat."
"Jeg er ikke en artis-ok," skreg barnet, "dumme, dumme kolort."
Så slog hun rigtigt hårdt og han begyndte at græde.
"Jeg er sød. Jeg lover, jeg er sød nu," forsikrede han mellem hulkene. Hun tog sig til panden, trissede hen og åbnede skodderne, så sollyset strømmede ind. Hun tog en dyb indånding og ungens stemme forsikrede stadig, at han nok skulle være sød.
Hvor var verden ond. Sita var bare skredet, så nu hang hun vel på horeungen, med mindre hun selv bragte ham til klosteret? Og dér ville hun aldrig mere sætte sine ben. Eller over til Allan? Der var alt for langt at gå for en gammel kone. Og efter det han havde gjort, ville hun helst heller ikke møde ham, men Sita havde åbenbart ikke den slags følelser!
Men hun kunne bringe ham til landsbyen, kunne hun - så måtte de om, hvad de gjorde med ham. De var ikke blide mod hittebørn eller forældreløse unger, men det fortjente han heller ikke, sådan en fordømt adelig møgunge. Modvilligt vendte hun sig og så hen mod alkoven.
Ungen lå og hikstede i Rajas favn. Hun holdt varsomt og beskyttende om ham. Julie rystede på hovedet, tøsen var så god af sig.
Foruden ungen havde Sita efterladt en bylt. Det var vel ungens sager. Han måtte hellere blive klædt på. I dårligt humør fandt Julie en barnesærk frem og ungen var tavs og stille, mens hun klædte hun ham på. Han virkede bange, det lille skidt.
Da han var påklædt så hun nærmere på ham. Han var ganske køn og trods alt ikke grisefarvet, som aristokraterne og så mange andre. Nej, brun, var han da, som et rigtigt menneske, omend i en temmelig lys nuance og håret havde også den rette farve; sort som forbrændt træ. Det stod om hans lille fjæs i et brus af krøller og trængte både til kam og hårkniv. Næsen var for smal til en taterunge, men hvad pokker?

"Er vi gode venner nu?" spurgte hun og prøvede at gøre stemmen mild. Drengen så usikkert på hende, så smilede han, men da deres øjne mødtes gik noget rent ud forbistret op for hende; ungen havde blå øjne. Store, kornblomstblå øjne. Ikke gråblå eller blegblå, ikke med et eneste sort lille strøg, bortset fra pupillen, der næsten fortonede sig i alt det hæslige dybtblå. Den farve havde hun kun set hos aristokraterne. Hun fik lyst til at ruske ham og straks slæbe ham til landsbyen, eller endnu bedre; ud til søen, der var så dyb, at sådant et bæst nok kunne forsvinde.
Men barnet havde ikke opdaget hendes sinds forvandling og i næste nu fik hun et kærligt knus. Et øjeblik strittede hun hadefuldt imod. Han var blød og varm, men hun ville ikke bryde sig om ham.
"Ja," sagde den lille bastard, "nu er vi gode venner, ikk'.'"
Egentlig var han jo sød og det var hun åbenbart også, efter hans mening.
"Må jeg beholde ham?" spurgte Raja, "han er så sød og så har jeg en at lege med og en der kan finde æg, for nogen gange, er det svært at føle, hvor de er."
"Freddy bor her nu," bestemte Julie sig, "jeg er også hans Bedste."
"Jubii," jublede Raja.
 

trille

Ny medlem
Gick med
25 Sep 2003
Ort
Mitt i sverige
Hoj
R1 + 2x GRC
I det årle gry stod Sita foran en dør af simple brædder, sammenholdt af rustne jernbeslag. Med kolde hænder havde hun hamret på den og stod nu blot og ventede. Lyset var brudt så meget i gennem at hun kunne se de falmede stokroser, som i et virvar slyngede sig op af bindingsværket på den toetages bygning.
Hun var vågnet midt om natten og havde vendt sig på den smalle bænk, mens urolige tanker afløste hinanden; tanker om de små derhjemme, om Freddy og om hans far, tanker om fortid og fremtid. Mælken var løbet til og spændte i hendes bryster, så at hun bildte sig ind, at hun længtes efter spædbarnet. Men et sted i sindet, vidste hun alt for godt, at hun ikke orkede dette nye og evigt krævende liv, dette barn, hvis far hun ikke elskede.
Der i mørket havde hun lyttet til moderens pibende gammelkone-åndedræt og til børnenes svagt pibende næsefløje: Freddys så velkendte måde, at vende sig på og den fremmede lille piges regelmæssige, rolige åndedrag.
Til sidst havde alle tanker samlet sig i frygten for afskeden med Freddy og den frygt havde jaget hende ud i den nattemørke skov, hvor hun en tid var løbet, som havde hun den onde selv i hælene - var løbet til hun, med hvæsende lyde, var trimlet forover og lå med anklen i en trærods tilfældige greb og næsen i nyfaldne, fugtige efterårsblade, mens en mus flygtede forvirret og løb lige i næbet på en glad ugle.
Hun havde hørt dette drama, sanset det og det bragte hende på benene. Sådan var livet. Enten jagede man eller også var man bytte. Og døden kunne komme brat og uventet, før man fik bragt orden i sit liv.
Med denne tanke som en forunderlige ledetråd fik hun et mål for sin vandring og orienterede sig. Hun havde før færdedes i nattemørke skove og i hullerne mellem de tætte trækroner skinnede Anarkat - Sakurius's måne - som en gylden oval, der sammen med de små, men funklende stjerner kunne vise vej, når blot man vidste hvordan og hvorhen, man ville.
Før hun gik hjem ville hun forsone sig med datteren, eller i det mindste se hende og sikre sig, at hun havde det godt. Mary var tretten år og tjente på kroen i Bakkeby, hvis bagdør Sita nys havde hamret på, så knoerne føltes slidte.
De måtte dog være stået op, der skulle vel tændes ild og gøres klar på alle måder.
Men måske de ikke ville lukke hende ind? For dem var hun vel blot en halvgammel taterkone - en oprørers enke - en adelsmands hore - og ikke en person, man omgikkedes? Kunne de se hende i al hemmelighed og havde så besluttet, at lade hende stå der, til hun gav op og vendte næsen hjem?
Opgivende belavede hun sig på at gå, men stivnede i bevægelsen, for netop da, hørte hun skridt og den famlende lyd af en klinke, der blev skudt til side. Sita fattede sig og døren blev åbnet på klem.
"Må jeg se min datter?" bad Sita og registrerede kun svagt stolthedens forfald.
"Din datter?" spurgte den, der havde lindet på døren, "er det Mary?"
En gurglende lyd skulle betyde bekræftelse og mennesket foran hende forstod og åbnede døren helt.
"Kom," bød døråbneren venligt, "hun er i stegerset. Vi brygger øl og har så travlt. Jeg har fået lov at være med."
Stemmen var ung og ivrig. Pigen var vel 14 eller 15 år. Hun stod med en lysestage i den ene hånd, så lyset faldt på et blegt, bumset ansigt med store grønne øjne. Der var ingen foragt i de øjne, blot venlig nysgerrighed og Sita fulgte hende, med en sær følelse af at være accepteret.
Duften af varm humle rev i hendes næsebor og mindede hende om stegerset hjemme i Kodrivergyden, hvor moderen bryggede landsbyens bedste øl. To tykke madammer baksede med vandtønder og henne ved den store gryde over ilden fik hun øje på Mary. Med pjusket hår og trætte rande under øjnene stod hun og rørte i den kommende tids øl.
Hun så hen mod Sita og da deres øjne mødtes, spærrede hun forundret sine op og udbrød:
"Mor!"
Det lille ord røbede en længsel, der varmede Sitas hjerte og fik hende til at brede armene ud. Hun forstod at pigen holdt af hende, på trods af det, der var kommet i mellem dem.
Og så brast det usynlige bånd. Mary stivnede i sin gang hen mod moderen, pillede usikkert ved et perlebesat trækors og et tvært udtryk sneg sig som en maske hen over det trætte, men kønne lysebrune ansigt. Smilet på læberne blev først til smalle, anklagende streger og så åbnede hun munden og spurgte anklagende:
"Hvad laver du her?"
"Jeg - jeg ville blot kigge ind," forklarede Sita og armene gled slappe ned langs siderne, "jeg har sat din lillebror i pleje ude ved Bedste."
Et øjeblik så Mary forvirret ud Måske ikke så underligt, for hun havde jo tre yngre brødre og for resten to bedstemødre.
"Freddy er ude hos min mor nu," forklarede Sita.
Marys øjne blev smalle streger, der skævede til de svedende madammer og til den unge pige, der havde lukket op. En trækning i mundvigen fuldendte den hånlige tilfredshed, der afspejledes i hendes ansigt og hun udbrød:
"Det har han rigtig godt af."
"Hun spurgte til dig," sagde Sita og hørte selv, hvordan ordene klang uforstående. Hadede pigen virkelig sin halvbror så meget, eller var det afsky mod bedstemoderen? Mod hende selv, der havde fulgt sit hjerte og måske svigtet børnene? Eller...?
"Hvordan kunne du?" spurgte Mary lavt og stemmen var tyk af foragt, "efter det HAN gjorde mod far?"
Sita ville tage til genmæle; vredt fortælle datteren en masse; at den mand hun kaldte 'far' slet ikke var hendes far og at ham, hun foragtede slet ikke havde gjort ham noget ondt, at det derimod var hendes rigtige far, der...
Det var så indviklet, at hun ikke kunne få begyndt. Hun havde aldrig fået begyndt og et stegers på en kro hos velstående hvide, var vel slet ikke det rette sted?!
"Jeg skal nok få ram på den lille aristokratbastard," forsikrede Mary lavt og hadefuldt.
Det gøs i Sita, for det var ikke blot et tøsebarns lunefuldhed. Det var et koldt had, som hun ikke helt kunne rette mod sin mor og som hun ikke turde placere hos herremandens søn. Og at rette det mod andre, mere ubegribelige forhold og omstændigheder, lod sig vel ikke gøre for et barn, som havde lidt ?
Forståelsen gled gennem Sitas sanser og forstærkede kvalmen. Det varme øl og dampen omtågede hende og hun slikkede sine tørre læber. Hun var så træt, så ulykkelig og tørstig - ville snakke med datteren, ville ikke hjem og ikke tilbage til moderen i den usle hytte -
Ville blot skjule sig i Johns stærke, bløde favn og glemme alt om blod, skrig og galger -
Alt ondt.
Så besvimede hun.




2.


Først var savnet stort og Freddy anede ikke, at det kaldtes et savn. Heller ikke havde han ord for vreden. Så han pylrede bare -
Men ikke hele tiden, for en del af tiden var han optaget af andre ting.
Den første dag var han med kusine Raja ude at samle æg. Raja var sød, men hun havde underlige øjne, der lignede grød. De stod lige overfor hinanden og han så ind i hendes øjne. De var mærkelige. Det runde i dem var brunt ligesom Nikus, men det var som om det brune flød ud i det hvide. Det lignede sirup på sødgrød.
"Hvorfor har du grød-øjne?" spurgte Freddy. Pigen Raja åbnede munden, men sagde ikke noget. Så lukkede hun den igen, men den bevægede sig lidt. Så blev den til en sprække af surhed og hun sagde:
"Du må ikke drille mig, bare fordi jeg er blind. Det siger Bedste selv." Men han drillede da ikke, for at drille det var, når han tog suttekluden fra dumme lillesøster, så hun vrælede. Raja vrælede ikke, men der sad noget vådt i det ene øje. Hun så lidt ked ud af det, men det var da mærkeligt.
"Gør det ondt og have dem?" Så smilede Raja og smilet blev til et grin. Et venligt grin. Så Freddy grinede også. Sådan lidt. Hvorfor var det mon sjovt?
"Nej," sagde Raja, "det gør slet ikke ondt, men jeg kan ikke se noget med dem."
"Kunne det nu passe? Alle mennesker kunne da se. Det var det man havde øjne til."
"Du lyver," sagde han tvivlende, "hvordan ved du så at dem her fugle er høns?"
"Jeg kan da høre dem kagle og gale," sagde hun, "og jeg kan kæle for den ene - sommetider - den der hedder Putte. Bedste siger den er gul, som en kylling."

"Så er det jo den der," pegede Freddy ivrigt.
Hun strakte sin hånd ud og satte to fingre mod hans arm. De krøb hen af den og ud på hans hånd. Det prikkede mod hans nøgne hud. Og videre gennem hans krop. Hun gemte den ene finger og lod den sidste, den længste af sine fingre glide ned over den finger, som han stadig strittede med, for at pege på den gule høne. Så skød hun sin egen finger frem, grinede og pegede på den gule høne. Den stod lidt væk fra de andre, for der var faldet noget mad ud af skålen. En brødkrumme. Den syntes vist, det var en rigtig lækkerbisken.
"Jeg kan se, at du peger," sagde hun.
"Orv," udbrød Freddy, "så ser du bare med hænderne."
Det ville han også prøve. Han lukkede øjnene. Han strakte en hånd ud og ville prikke på hendes hånd, men der var mørkt nu, bag øjenlågene, og han kunne ikke finde den. Ha - så åbnede han da bare øjet lidt. Nu kunne han se hende. Forsigtigt prikkede han med en finger mod hendes hånd.
"Det er din lange finger," sagde han og lo, fordi han også kunne 'se' med fingrene.
"Du er dygtig," sagde hun, "kan du også finde æg?"
Ivrigt kiggede han sig rundt. Han havde prøvet det sammen med Niku og nu så han en rede. Det var halm, som de havde skrabet sammen. Der lå to æg. Han listede hen og samlede dem op. Ganske forsigtigt. Tungen spillede i hans mundvige, for nu gjaldt det om at passe på. Han havde et i hver hånd. De var små og brune. Ikke tabe dem, holde godt fast. Han lukkede hånden bedre om det ene, for fingrene sad vist for løst om ægget. Knæk, sagde det. Åh nej. Det var jo for hårdt. Han løsnede grebet. Krash. Der lå ægget på jordet og alt det gode indeni løb ud i halmen.
Det var som om en stor hånd kom blæsende imod ham. Angsten jog igennem ham. Danny blev rasende. Han kunne næsten mærke, hvordan den store hånd løftede ham op og den anden hånd klaskede mod hans ende, så det gjorde ondt. Tårerne lå i hans øjenkroge, men længere kom de ikke. Store drenge hylede ikke. Han trængte dem tilbage og de løb ned i maven, men så ville de ud et andet sted. Og det måtte de ikke. Slet ikke, for han var jo en stor dreng på tre år.
Nu kom hun imod ham. Raja med grød-øjnene. Hun sagde det til Danny. Åh nej. Men...men...
Noget gik op for ham. Det kunne hun slet ikke, for Danny var langt væk. Han var derhjemme og hjemme var langt væk, et sted udenfor den store skov. Her var der pigen og 'bedsten' og nu blev bedsten nok gal, for nu var han jo ikke sød. Og Niku var også væk og kunne ikke bede hende være rar, fordi han var så lille.
Hans læber dirrede, han rystede over hele kroppen og kunne ikke stoppe tårerne. Han græd og vrælede
"Hvad er der med dig?" spurgte pigen, med en lidt sur stemme og så kom han til at hyle endnu mere. Tårerne fossede ud. Han gik baglæns og satte sig i et hjørne, hvor han krøb sammen som et skræmt dyr.
Efter en tid, kom tårerne ikke strømmende af sig selv længere. Han snøftede og skævede til pigen. Hun sad på hug over for ham og havde et æg i sin hånd. Det lå på hendes håndflade. Det var helt. Hun kunne godt passe på et æg. Hun var artig og flink.
"Det - var ikke - med vilje," snøftede han frem og tørrede sig om næsen, for der løb noget snot ud. Så skyndte han sig at tørre ærmet mod sine bukser. Bare hun ikke så det.
"Se," sagde Raja, "jeg har tryllet det helt igen. Holder du så ikke op med at græde, lille dreng?"
Freddy stirrede måbende på ægget og så rundt efter det knuste. Det var væk. Helt væk.
Et smil brød frem gennem de sidste tårer. Det kom helt inde fra hans mave. Et tindrende smil.
"Du kan trylle," jublede han og ville gerne røre ved ægget, for at blive sikker på at det var der. Men han turde ikke, for måske forsvandt det så.

Han fik øje på ægget. Det andet æg. Han havde lagt det på jorden uden at vide det. Det var helt og han tog det, meget forsigtigt og rakte det frem mod hende.
"Kun et gik itu," sagde han. Hun tog det og puttede det i lommen på sin kjole. Hun puttede også trylle-ægget derned. Så kyssede hun sin ene finger og med den tørrede hun nogle tårer bort fra hans ansigt.
"Kom," sagde hun, "så går vi ind, så bager Bedste nok pandekager til os."
Freddy havde aldrig smagt en pandekage, men det kom han til, for der var masser af mælk i mælke-krukken nu. Bedste og Raja blandede mælk og æg med mel. Pandekagerne blev bagt i en meget flad Agryde, som Bedste holdt ind over ilden. 'Gryden' sad på et langt skaft. Det var sjovt at se, hvordan den slatne dej blev til stribede og plettede kager. Der steg en masse røg op fra panden, men alligevel duftede der dejligt. De lod bare skodderne være åbne, for det regnede slet ikke mere. Han fik den første. Pigen kom en klat syltetøj på og dryssede også sukker på. Så rullede hun den sammen og gav ham den. Hvor smagte den godt. De spiste dem, lige så hurtigt som Bedste kunne bage dem.

Freddy lærte dyrene at kende. Koen, grisene, høns og kaniner. Han udforskede Bedstes have, der var stor og spændende, med mange træer og gemmesteder - med planter i en urtehave. De var lidt visne, men Bedste sagde der var flere planter om sommeren og så var de ikke visne.
Der var også et sted med mange små cirkler, lavet af sten. Det var en gravplads for døde dyr, som Bedste og Raja havde begravet. Hvis de havde holdt rigtig meget af et dyr, så blev det begravet. Det var lidt underligt, men det så pænt ud. På en af gravene var der en flettet kanin. Under den lå en kanin, som Raja havde haft med hjemme fra.

Freddy legede, så, lyttede og lærte. I starten ville han fortælle mor om alt det spændende. For hun kom jo nok efter ham. Senere ville han fortælle det, når hun kom på besøg, for da forstod han, at han nu boede her, men mor kom vel og besøgte ham. Mor - og Niku. Hun skulle tage Niku med. Og så ville han vise Niku, hvor stor han nu var, alt det han lærte og havde set. Niku var så klog og Niku passede på ham.

Når Freddy faldt i søvn lå han med en strå-dukke i armene. Den hed Atkar og var fra en historie Niku kendte og tit havde fortalt. Niku havde selv flettet dukken og også en af Atkars bror, der hed Knut. Den havde han lånt til Raja - men selvfølgelig først, da hun havde plaget længe. Men hun måtte godt sove med den, for hun var næsten lige så sød som Niku, men bare ikke så stærk - og hun kendte godt Nikus historier, bare lidt anderledes. Kun lidt. Bedste kendte dem også og fortalte dem, når de skulle sove.
Han måtte ikke næsten alt for Bedste - ikke sådan som han måtte for mor, når Danny var væk eller udenfor på marken. Bedste kunne blive meget gal, men ikke så gal som Danny - og han lærte at forstå, hvad hun blev gal over...
Danny var også rar nogle gange, men pludselig var han ikke rar mere -
Det var svært at forstå og Freddy tænkte slet ikke over det på den måde; satte ikke klare ord på, men savnede sin mor og sin bror. Og et eller andet sted også den mand, der skulle være hans stedfar og som et par gange havde løftet
 

trille

Ny medlem
Gick med
25 Sep 2003
Ort
Mitt i sverige
Hoj
R1 + 2x GRC
3.


Også for hans mor, Sita, blev det hverdag. Da hun besvimede lod kromanden sin søn age hende, så langt hjem det lod sig gøre. Hun boede i en rydning i skoven og det sidste stykke vej hjalp sønnen og hans søster - den unge pige - hende. De var i grunden flinke og da der var mange som var knap så flinke, så huskede Sita dem.
Men der skulle nu gå lang tid, før hun så dem igen og der skete ikke så meget i den lille hytte. De små krævede meget af hendes opmærksomhed; hus- og markarbejde resten. Danny var flink ved hende og kunne endog finde på at hjælpe med det huslige. De snakkede ikke om Freddy - og tiden gik. Niku plagede om lov til at besøge den Bedste, han svagt huskede, men Danny sagde: "NEJ" og sådan blev det.
Der gik et år, omtrent på den måde, men en dag kom der gæster...

"ER du nu sikker på, at din mor vil opdrage ham i den rette tro?" spurgte den slanke kvinde, som sad i stolen og knugede en lille læderpose mellem sine senede hænder.
"Og hvordan kan vi være sikre på, at han er den udvalgte?" supplerede en lille tyk kvinde og rettede på et hårspænde, så nogle hår gled ud af hårknolden og uordentligt faldt ned i panden.
Deres blikke gled rundt i den lille stue; strejfede skabet, dragkisten, det åbne ildsted og køkkenredskaberne - og blev lige som hængende ved nogle udsmykninger på væggen. Den slanke kvinde stirrede på kobbertrykket med den tornekronede, lidende Jesus og den tykke glanede på krucifikset, hvor Kristus også hang, skåret i træ og med sine afskallede ansigtstræk så ud som om han smilede satanisk. Sita fandt en vis hemmelig beroligelse i det smil og smilede til sine uventede gæster, også til den unge pige, der sad med lille Bubi på skødet. Sådan kaldte de den 2 et halvt år gamle Barbara, der var sin fars øjesten.
"Den Vise har vel fortalt, hvad jeg så?" spurgte hun roligt og tilføjede: "Jeg er et kun et menneske, men da jeg havde tændt lysene og udført det rette ritual kastede jeg en af Kajtans perler og så kom Sapko flyvende. Han fløj i sin store kugle og han steg ud af den. Og han sagde til mig, at jeg skulle føde en søn, som skulle være hans udvalgte. Den Vise tror mig vel - og det MÅ jo så være ham, som nu er hos mor."
"Jo," medgav den slanke og rørte med to fingerspidser sin pose, som for at føle på dens indhold, "men den vise troede jo først, at det var - du ved hvem jeg mener - og nu tror hun det måske kan være Joes søn. Den Vise er ved at blive gammel. Hun har næppe langt i gang. Men du forstår vel - hun bryder sig ikke om, at en adelig horeunge måske er..."
"Tusnelda," formanede den tykke, "træd nu ikke på en falden medsøster."
Jeg sidder her solidt på bænken, havde Sita lyst til at snerre, men kneb læberne sammen.
"Det gør mig ondt, at Den Vise er syg," sagde hun i stedet , "jeg vil aflægge hende besøg og tænker nok min mand går med. Det er dog..." Hun bed sig i læben. De vidste jo nok, hvordan det var.
Danny var heldigvis på hoveri oppe på Kløverborg, for det var jo i høsttiden. Men Niku var hjemme og kunne måske komme til at røbe hende. Han ville ikke gøre det med vilje, for han var en god dreng - bare lidt vild, men det var de jo så tit i den alder. Lige nu var han ude at muge ud i stalden, men det ville ikke tage lang tid, for de havde jo kun to køer, en gris og nogle får. Og han havde utvivlsomt hørt gæsterne komme. I grunden var det lidt underligt, han ikke havde kigget ind. Men den dreng var ikke altid nem at blive klog på.
Hun havde budt på smat-øl og en bid brød, som de egentlig skulle have haft, når Danny kom træt hjem. Nu måtte hun hitte på en undskyldning - skønt nej, hun kunne vel sige det om sygdommen og udelade resten. Så kunne de sammen besøge HENDE på søndag.
"Jeg vil nødig være uforskammet, når jeg er gæst, kære Clorita," sagde den spinkle Tusnelda skurrende, men uforskammethed og en vis selvhævdelse lurede i hendes små, røggrå øjne og hun fortsatte, "men gamle Julie tror jo på en noget andet udlægning af den rette tro, end vi gør; den som troldmanden stod for - og ja, I ved jo besked; hun lærer vel drengen om Sapko som en såkaldt kærlighedsgud (Tusnelda fnøs ud gennem sine store, skæve næsebor) og 'glemmer' at fortælle ham, om Kajtans overdømme; om hendes magt. HUN er den øverste og ikke denne groteske gamle beviak-gud med sit blå hår. Et langt liv er ikke lig guddommelighed og før dem herskede jo den store Moder."
"Jaja," medgav den tykke Clorita og lod knolden folde sig ud, så hendes gråsprængte, lidt tynde, men velfriserede hår faldt ned over hendes tækkelige, sorte sjal, "men det var før, de fremmede kom fra deres døende planet og indtog Sakurius, undertvang sig alle skabninger og befolkede vor klode. Det er så længe siden, at de fleste tror det er løgn og myter - over 3.000 år, min søde. Tænk dig lige det. Og så længe har de nu levet og de dør ikke i din og min levetid, men de MÅ have hjælp - ellers glemmes de jo helt, når vi går bort - eller hvis de rige og de kristne vinder over os."
"Alt det ved jeg," vrissede Tusnelda og skævede til den unge pige, der så opmærksomt hen mod dem. Hun lignede lidt den unge pige fra kroen, tænkte Sita, men det var ikke hende. Denne unge pige havde kun en enkelt bums. Den sad på hagen og skæmmede ikke hendes kønne ansigt, der var indrammet af et brus af ræverøde krøller. Hun havde smilet venligt, da de kom, men ellers virkede hun en smule sky og tog sig stilfærdigt af de to små. Lige nu sov Kenny - han havde været vågen den halve nat, fordi han var sløj. Sita havde set pigen før, for hun havde boet hos Dannys og Sammys mor - moster Kathie - FØR. Men hun var vokset på de sidste 5 år. Det gjorde de jo, de unger. Hun hed Vera Elizabeth, men blev kaldt Varylis.
"Vi må videre," sagde Clorita, "men du vil vel nok passe på disse perler. Der er 2 tilbage af de ægte og resten er ægte østersperler. Den rette udvalgte kan kende forskel, men først når tiden er inde."
"Hvorfor giver I dem ikke til min mor?" udbrød Sita. Hun kendte historien om deres kraft og havde jo selv brugt en af dem, som så måtte være ægte - den gang med ritualet. Hvis hun da ikke bare havde drømt, som Danny påstod. Og som John mente...
"Fordi," blandede Varylis sig, "de vil ikke have, at ham den lille dreng skal beskyttes af dem. Så bliver han for stærk, siger de - og de kan ikke vinde over ham, hvis nu de ikke synes om ham..."
"Var dog din mund," skurrede Tusnelda igen og sprang op i det hun sagde det: "Vi skal jo også bruge energi - og derfor må vi jo se, hvad, hvem og hvordan..."
Cloritas øjne blev store, mens hun stirrede på sin veninde. Så gispede hun:
"Den slags gør I da ikke? Selv i Varylien er de holdt op med den slags. Dronningen mener..."
"Dronningen mener..." vrængede Tusnelda, "somme tider kræver det ofre at vinde fremtiden!"
"Jaja - lad os ikke skændes, min søde," kurrede Clorita beroligende og klappede den ophidsede Tusnelda på skulderen - vi lovede, at komme tilbage hurtigst muligt. Er du klar, lille Varylis?"

Gæsterne begav sig af sted. Sita stod med Bubi på armene og så efter dem, til de forsvandt mellem træerne. Da de var helt ude af syne gik hun ind i stuen. Niku sad ved bordet og trillede et par af de store, blanke perler mellem sine snavsede fingre.
Skulle hun bede ham lægge dem tilbage i posen? Sige, at det var nogle billige glasperler, hun havde købt for morskabs skyld? Eller hvad?
Drengen kom hende i forkøbet.
"Jeg går ud til Bedste med dem," sagde han fast og roligt, "nu må du forklare mig vejen."
Hun sank ned på bænken, før hun så rigtigt på ham. De store, sorte øjne tålte ingen protester og hun vidste pludselig at han havde hørt samtalen og forstået - i hvert fald noget af - den.
"Onkel Danny vil jo ikke have det..." forsøgte hun alligevel, med mat, opgivende stemme.
"Men far ville have det," sagde Niku, mens han forsigtigt lagde perlerne i posen, snørede den sammen og stak den i lommen på sine mildt sagt møgede bukser.
"Du kan gå det meste af vejen gennem skoven..." begyndte Sita at forklare
 

trille

Ny medlem
Gick med
25 Sep 2003
Ort
Mitt i sverige
Hoj
R1 + 2x GRC
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmerne vækkede Freddy og Raja. Så lå de tæt sammen. Freddy så på Bedste og hendes gæst. Og så hviskede han til Raja, om hvor langt eller kort hår gæsten havde, hvor stor næsen var og al den slags. Det var tit en, som klagede sig og havde ondt. Så gav Bedste dem urter eller eliksir og miksturer. Nogle gange fik de ikke noget, men hun trykkede dem på panden eller lagde en hånd på deres skulder. Det hjalp mod meget, for Bedste var god til at få det til at holde op med at gøre ondt. Mange af nattegæsterne gav også Bedste gaver: salt, mel, høns, tøj og en gang fik de en kanin, som de kaldte Stampe; den var lille og hvid, med røde øjne.
Raja vågnede som regel også og så hviskede Freddy til hende, hvordan gæsten så ud. Det var rart at ligge tæt sammen og hviske ind i hinandens ører. Det var ikke altid de kunne se gaven, for mange lod den stå udenfor. Så hviskede de sammen om, hvad de mon nu fik og overgik hinanden i vilde ønsker.
En nat fik Bedste en mærkelig gave.
Raja puffede til Freddy og hviskede:
"Der er kommet en kone."
Freddy var næsten vågen allerede, så han gned sig i øjnene og satte sig halvt op, for at kunne fortælle, hvordan gæsten så ud:
"Hun er lille og lidt tyk. Hun er brun og har sådan en stor vorte ved sin mund."
I det samme rejste den lille, tykke kone sig op og vendte sig mod dem. Det gibbede i Freddy. Ikke så meget, fordi hun vendte sig, men fordi hun så vred ud. Freddy satte sig op i sengen og glemte helt at fortælle Raja, hvad der skete.
På et øjeblik var konen henne ved skabet og der, i krogen, løftede hun noget op. Det var vist tungt, for hun stønnede og gispede.
"Ikke vil - ikke vil," brølede det, hun nu stod med. Det var altså noget levende. Mon det var en trold?
"Du skal!" befalede konen og vendte sig en gang til. Og så anbragte hun væsenet hos dem.
Det var et grimt og arrigt barn.
Det krøb ned i fodenden og trykkede sig op af væggen. Mens konen tændte alkove-lyset gloede det på dem, med sine store nat-sorte øjne. Det havde langt, filtret og sort hår. Det sad med et stykke brød i hånden og havde krummer om sine læber. Det sagde ikke noget nu, men slog med sin lille klumpede hånd i madrassen.
"Hvad hedder du?" spurgte Raja venligt.
Ungen kylede den fortyggede brødskive i hovedet på hende og surmulede.
"Fyh," udbrød Raja vredt, "sådan noget gør man ikke."
Hun lagde sig på maven og strakte forsigtigt en hånd ud for at mærke, hvor lille han var og måske for at finde ud af, om han havde mere 'kasteskyts'.
"Wa - ah," hylede ungen omgående.
"Hvad hyler du nu for?" snerrede konen og hev ungen op til sig.
Der hang det væmmelige barn, med armene om konens hals. Det var nok hans mor.
"Hende slå mig," løj barnet.
"Han rækker tunge," hviskede Freddy til Raja.
"Hun ville mærke ham," forklarede Freddy.
"Her skal ikke mærkes nogen!" brølede konen, så hårdt at Freddy fik ondt i ørerne. Det føltes næsten som om en pil fløj ind gennem det ene øre og ud af det andet. Tuang! Av. Og konen så skrækkeligt ond ud ; med sammenknebne øjne og udspilede næsebor, gloede hun på ham, mens hendes øjen-kugler gled omkring i alt det hvide.
Som den fortidsskygge erindringen var, viste Danny sig - i et glimt - fra sin værste side. Kun et glimt. Men det var nok. Et skrig sad fast i hans hals, mens noget varmt og vådt rislede ned af lårene.
"Kan I nu være søde ved lille Pablo," formanede Bedste, som pludselig stod ved siden af konen og også så på dem. Han trak dynen om sig, så de ikke skulle opdage, hvad han var kommet til. Han var jo fire år nu og alt for stor til at tisse på madrassen. Bedste havde fået en rynke mere i panden og hendes øjenlåg blinkede meget. Det kunne Freddy ikke lide.
"Hvem er dog den lille krudt-ugle?" spurgte den væmmelige kone.
"Det er Sitas dreng," oplyste Bedste og stirrede på den blafrende flamme i vægstagen.
Nu så konen endnu mere væmmelig ud.
"Da vel ikke..." begyndte hun og gnavede på sin underlæbe med sine store lysegule fortænder.
Freddy prøvede at gøre sig lille og trykkede sig tæt op af Raja; bare de begge to kunne forsvinde helt ind i væggen og først komme frem, når konen og hendes arrige barn var væk igen.
"Jo," sagde Bedste surt, "I kommer ikke og ser til jeres gamle mor, vel? Jeg er gammel, halvblind og fattig, men jeg må leve af min lille plet jord og almisser fra tåbelige folk, der tror jeg er en heks. I kommer ikke og hjælper; komme på besøg og snakke lidt - det gider I ikke engang, men komme her med jeres unger, det kan I..."
"Ja ja, mor - men Pablo er rask og sund. Han er også ÆGTE - kan jeg gøre for at en lungebetændelse tog min mand fra mig? Kan jeg det? Du skal jo kun have ham, til jeg får en god plads. Ikke som ham dér..." Med en dirrende pølsefinger pegede hun på Freddy og tilføjede: "Bring ham hellere til klosteret, for du magter vel ikke at prygle det onde ud af ham. Han skal nok bringe dig ulykke."
Freddy forstod ikke alt, men han forstod, at Bedste var sur og at konen ikke kunne lide ham. Det var væmmeligt. Og det blev værre.
Noget vådt og klistret fløj gennem luften og landede på hans næse, mellem øjnene. Langsomt gled det ned ad næsen. Hun havde spyttet på ham. Og han vidste godt, at det gjorde man kun, når man syntes nogen var rigtig, rigtig dumme. Bedste sagde ikke noget. Raja sagde heller ikke noget. Freddy åbnede munden for at sige noget rigtigt grimt til konen, men han turde ikke alligevel. Pludselig var det hele så ondt og farligt. Han stivnede, ville ikke røre spyttet - ville ikke røre noget og ikke røre på sig. Ville bare forsvinde. Og så var det med ét, som om han forsvandt.
Han var uden for hytten, måtte være blæst gennem brædderne og langt væk skimtede han et ansigt. Det var lidt utydeligt, men to runde, gule øjne lyste imod ham. Så var det som om ansigtet blev pustet bort af et vindstød, lige som en sommersky og han kunne se i gennem det: se Bedste, der forskrækket greb ud efter en stivnet drengekrop med en dyne om sig og vidt opspærrede øjne.
"Var din mund, Liv," skældte Bedste på kvinden og holdt om Freddy med sine varme, gode hænder, "ungen her er god nok og jeg lærer ham om verdenen. Tag du din egen unge til klosteret, eller lad ham blive, men bliver han, så må han dele med både Raja og Freddy."
"Hm. Ja ja da," sukkede konen.
Freddy hørte hendes skridt over gulvet og så sad hun henne på bænken og vrælede, selvom hun var voksen.

Pablo var to år og deres fætter. Hans mor var nemlig lillesøster til Freddys mor, Sita og også til Rajas mor, der hed Nina. - og nu boede han hos dem. Bedste kogte vand til at vaske ham i . Først ville han ikke, men da han fik lov til at lege med Freddys træskib, så ville han godt. Han lånte selvfølgelig kun det grimmeste af de to skibe Freddy havde - det hvor masten var knækket - men han var glad og kunne godt se, at det lille brændestykke, med de afskårne kanter, var et flot skib.
Da han var blevet vasket så han sød ud, men han var en pyllergris. Han skreg og vrælede, mens Bedste redte hans hård med sin store træ-kam.
Pablo kom ikke med ud efter æg eller ud at hente kartofler og trække ukrudt op. Han skulle bare lege og det var rigtig uretfærdigt, var det. Og så kunne han ikke engang finde ud af det. Han proppede sten-køerne i munden og rykkede blade af kartoffelplanterne og hovederne af de fine morgenfruer, så Bedste måtte hele tiden tage sig af ham.
Freddy så en flot sommerfugl. Han fortalte Raja om den, men Bedste skulle også se den. Det var ikke en hvid eller gul en; den havde blågrønne vinger, der funklede og glitrede og den fløj ind i skoven, med yndefulde bevægelser, som om den dansede. Måske var det en lille pixi-alf? Bedste skulle se den, inden den forsvandt helt. Men hun havde ikke tid.
Kunne Bedste alligevel bedre lide Pablo?
Da de sad og spiste frokost sparkede Freddy ham over benet. Bedste så det slet ikke. Ungen vrælede i vilden sky og Freddy så interesseret på ham. Han blev helt kokrød i ansigtet og svarede slet ikke, da Bedste spurgte, hvad der dog var i vejen.
"Han er bare så hidsig," digtede Freddy, men det ville den lille ikke finde sig i. Han snappede efter luft, snøftede og klynkede: "Ham slå med fod."
"Vel gjorde jeg ej," forsikrede Freddy, mens han prøvede at se artig ud.
Bedste tog den vrælende unge op. Øv, nu fik den dumme unge igen opmærksomheden. Og det skulle han ikke have, så Freddy sagde:
"Jeg sparkede bare lige så stille. Han er en pyllergris."
Blev hun nu sur og grim i sit ansigt? Han lurede på det og så tegnene; de rynkede bryn, de lynende øjne. Så nu vankede der skæld-ud og han fortrød, at han havde indrømmet sin dårlige opførsel.
"Ti nu stille," sagde Bedste til pyllergrisen og han hikstede, snøftede og puttede sig ind til hende. Øv. Bedste så på ham med sin hvasse øjne og hans hjerte dunkede.
"Dit lille fjols," sagde hun til ham og glattede brynene ud, "jeg kan stadig lide dig - og også Raja, men vi må passe på Pablo. Han er jo så lille og hans mor er væk."
"Ligesom din," blandede Raja sig.
"Min mor er bare ikke så dum som Pablos," tænkte Freddy højt.




2.


En morgen i høsttiden kom Freddy ind fra hønsehuset med mange æg i særken. Han havde rullet det nederste af den op om æggene og gik meget forsigtigt med sin skrøbelige skat.
Men da han forsigtig trådte over dørtærsklen var han lige ved at tabe dem. I sidste øjeblik greb han bedre fat og så stod han dér og stirrede.
For henne ved bordet sad der en og spiste brød. Og det var ikke Bedste. Det var en stor dreng og Freddy vidste da godt hvem han var: den sorthårede, smaskende dreng kunne bare ikke være her. Han var jo langt væk og kom kun om natten, når Freddy sov - og så var han bare en drøm, sagde Bedste.
Nu grinede drengen til ham og sagde, med munden fuld af mad:
"Davs, lille Feddy."
"Kan du slet ikke kende Niku?" spurgte Bedste og tilføjede: "Det er også grueligt, som han er løbet i vejret. En anden en, kunne såmænd knapt nok kende ham."
"Jeg er altså mig," grinede Niku og så glad ud. Nu havde han tygget af munden. Han tørrede hænderne i sit ene bukseben og så fra den ene til den anden.
Niku kunne altså komme. Hvorfor kom han så først nu - og hvorfor var mor ikke med?
Freddy kunne stadig ikke helt tro det.
Lidt forvirret krammede han særken og så på bylten, som lå ved siden af bænken. Den måtte være drengens. Nikus! Hans store, stærke bror?
Bylten var brun og bundet fast til en kæp.
"Jeg har noget til dig, Freddy," sagde Niku . Hans stemme var varm og blød. Hans brune hænder tog bylten op og Freddys blik klæbede til hænderne, der løsnede bylten lidt og rodede der i, som om de ledte grundigt.
Da hænderne kom op, var der en ko i den ene. Den fløj gennem luften og baskede med sine vinger, mens den muh´ede. Det var Niku, der sagde som en ko, men det var rigtigt, at figuren af koen havde vinger. De var af tyndt, fint stof.
"Det er Satrinx," oplyste Niku, "kan du huske Sapkos flyvende ko?"
"Den var også Moxxis," tilføjede Bedste og smilede, "dem har I da hørt om?"
"Ko fløj - bum væk -stor kugle," huskede Pablo, der havde siddet stille, og bare leget med nogle sleve, som han ellers ikke måtte lege med.
Bedste så hen mod ham og var vist forbavset.
"Lad mig tage æggene," foreslog hun så og kom hen til ham. På vej mod ham tog hun den mindste sivkurv og så tog hun æggene og lagde der i, mens hun sagde til Niku: "Se lige hvor dygtig, han er blevet."
Niku syntes også han var dygtig og snart sad Freddy ved siden af ham, blussende af stolthed og glæde. Han holdt varsomt om koen og følte ganske forsigtigt på vingerne med sin pegefinger. Han trykkede sig tæt op af Niku, der lagde en arm omkring ham.
"Jeg har savnet dig," sagde han stille.
Og alt var bare godt. Raja kom ind, hilste på Niku og følte på koen med det svære navn.
"Den er vel nok glat og fin," udbrød hun.

Bedste så længe på koen og sagde:
"Du er jo lige så dygtig som din far - måske endda dygtigere - laver du mange ting, som den her?"
"Når jeg har tid..." svarede Niku. Der var så meget han skulle hjælpe til med derhjemme, så det var mest i tusmørketimen, lige inden sengetid, han kunne tage sig tid til det. En gang, for længe siden havde han siddet sammen med far og snittet. Onkel Danny ville helst ikke snakke om far, og mor var heller ikke meget for det, men nu sad Bedste dér og gjorde det. Hun så anderledes ud, end han huskede hende, men han havde jo også kun været 6 år, da de alle sammen boede hjemme hos hende; mor, far, Cedric, Mary og ham selv.
De havde tre figurer, som far havde skåret, men de var låst nede i dragkisten og gemt under en rød kjole, som mor aldrig mere gik i. En tanke løb gennem hans hoved og han spurgte forsigtigt:
"Du - Bedste - har du nogle figurer far lavede?"
Et øjeblik så hun på ham, så smilede hun så mildt, at det trætte drag, der ellers lå om hendes rynkede læber og indfaldne mund, også mildnedes. Hun rejste sig og gik hen til skabet, åbnede det og tog varsomt nogle figurer frem. Da hun satte dem på bordet, var Niku lige ved at gispe. Det var underligt, at se dem på bordet her i denne fremmede hytte, for han genkendte dem. Der var jo Sapko havfruen og kentauren. Han løftede Sapko-figuren op mod sit ansigt og kom til at nyse, for uldhåret og de blå, bittesmå tørrede blomster der i, var støvede.
Så holdt han den lidt ud fra sig og sugede detaljerne til sig; de glimtende, gule glasøjne; den runde næse, smilet, de røde bukser og den slidte, buskede hale. Far havde lavet figuren for længe siden.
"Oss mig - oss mig," plagede den lille gut, der hed Pablo og var kravlet op på bænken, men den blinde pige, lagde en slank hånd over hans ivrige grab og sagde:
"Nej, leg du nu med slevene - når nu søde Bedste har givet dig lov i dag."
Niku kom i tanke om grunden til, at han havde fået lov at gå her ud. Han tog den lille læderpose frem fra sin bylt.
Da Bedste kiggede i den hævede hun brynene og fik store, forbavsede øjne.
To af dem er Kajtans sidste perler," sagde Niku og så på Bedste, "mors - æh - gæster kom med dem."
"Jaså," sagde Bedste eftertænksomt.
Niku fortalte Bedste, hvad han havde hørt sin mor og hendes gæster snakke om.
Han fortalte også om et møde i skoven.
"Jeg hørte ham slet ikke komme," berettede Niku, "men jeg stod mellem en masse træer, der lignede fæle trolde og det havde mor ikke fortalt om. Jeg vidste, at jeg var faret vild og lige da jeg stod og tænkte: hvad gør jeg nu? - så var han foran mig og stod og gloede. Sikke forskrækket jeg blev. Han havde skindtøj på, selvom det ikke var særlig koldt. Han spurgte hvem jeg var og hvad jeg lavede i skoven. Da jeg fortalte det, sagde han, at han godt vidste, hvor du bor, men der var langt her hen og det blev snart meget mørkt. Hvis jeg sov hos
 
Status
Ej öppen för fler svar.
Nyheter
Honda ICE Concept med eldriven kompressor

2025 Honda ICE Concept bike...
BMW Concept F 450 GS

BMW Motorrad har visat upp ...
EICMA 2024: Yamaha

Yamaha gasar på friskt infö...
Honda NT1100 med semi-aktiv fjädring

Honda har uppdaterat NT1100...
Yamaha Tracer 9 uppdateras

Sporttouring-modellerna TRA...
EICMA 2024: Ducati

Som väntat släppte de itali...
Royal Enfield lanserar nytt varumärke för eldrivna motorcyklar

Royal Enfield har tagit ste...
Honda ICE Concept

2025 Honda ICE Concept bike...
EICMA 2024

Nu lämnar vi Milano-mässan ...
EICMA 2024: KTM

Vi får dra oss tillbaka til...
Top